
KLASSETRIN: 7.-9. klasse
FAG: Kristendomskundskab
PERIODE: Sept. og skoleåret ud
OMFANG: 2-4 lektioner
AKTIVITETER/MATERIALER: Hjemmeside med kortfilm og elevark, lærervejledning, forslag til prøveoplæg
TILMELDINGSFRIST: 18. august
Påsken genforstået - I lyset af unges klimatanker
Kan den knap 2000 år gamle bibelske påskefortælling bruges som et analysegreb til forståelse af unges tanker om samtidens klimaproblematik?
I en eftertænksom og poetisk kortfilm udfoldes unges tanker om klimaet i samtaler med præst og filmskaber Regitze Marker. Kortfilmens klip er udvalgt og sat sammen med centrale temaer fra den bibelske påskefortælling: forventning, forræderi, forbrydelse og forvandling som ramme.
I projektet vil eleverne arbejde dialektisk med disse temaer og klimakrisen, både i analysen af filmens interviews og i den efterfølgende proces med etiske og eksistentielle refleksioner. Eleverne arbejder med at analysere og forstå deres egne livssyn, andres holdninger og fælles handlemuligheder i forhold til klimaet.
Forslag til prøveoplæg med idéer til brug af kulturteknikker og produktfremstilling følger med projektet.

©Els Cools
KLASSETRIN: 7.-10. klasse
FAG: Kristendomskundskab, fysik og biologi
PERIODE: Sept. - nov. 2025
OMFANG: 9-11 lektioner
AKTIVITETER/MATERIALER: Kirkebesøg, fagfilm, materiale til aktiviteter, lærervejledning, hjemmeside, inspiration til afgangsprøven
TILMELDINGSFRIST: 18. august
Lyslevende - Om lysets betydning og symbolik
Lys er et grundsymbol, som findes overalt: i religion og andre livsanskuelser, i sangtekster, i fortællinger og i utallige talemåder. Lysets symbolbetydning er temaet i dette korte og fokuserede kristendomsfaglige forløb.
I dette forløb skal eleverne indledningsvist på kirkebesøg, hvor de skal undersøge lyset som både fysisk og symbolsk/religiøst fænomen. Tilgangen ved kirkebesøget er legende og eksperimenterende.
Hjemme i klassen skal eleverne gå på opdagelse et udvalg af korte og velvalgte kilder om lys – dvs. tekster, fotos, kunstbilleder og ritualer - fra forskellige religioner og kulturer. Alle lyskilderne er samlet på store arbejdsark i plakatstørrelse.
Herefter arbejder eleverne med ritualers opbygning, og iscenesætter et fiktivt lystændingsritual.
Forløbet kan afrundes i den sidste lektion med enten collagearbejde, dramaøvelser eller beskrivelse af et nyt lys-event.
Til forløbet er produceret tre fagfilm med præst Signe Malene Berg, biolog Morten DD Hansen og astrofysiker Anja C. Andersen, der hver især forklarer, hvad lyset betyder indenfor deres fagområde. Filmenes gennemgående samtaleperson er skuespiller Thure Lindhardt.
Forløbet er flerfagligt med mulighed for at inddrage fagene biologi og fysik.
Biologi: Lyset betydning for livet på jorden (ca. 2 lektioner)
Fysik: Lysets betydning for udforskningen af rummet (ca. 2 lektioner)

KLASSETRIN: 7.-9. klasse
FAG: Kristendomskundskab og dansk
PERIODE: Feb. og skoleåret ud
OMFANG: 6-8 lektioner
AKTIVITETER/MATERIALER: Lærervejledning, temaplader til bygning af moderne skamstøtte
TILMELDINGSFRIST: 18. august
TILBUD OM LÆRERKURSUS MED CHRISTIAN HJORTKJÆR: 5. februar kl. 14.30-16.30 Buddinge kirke, Buddingevej 293, 2860 Søborg
Skam
Skærmskam, klimaskam, kropsskam, klasseskam, og instaskam... Skam er usynlig, den lever et stille liv, og samtidig er den overalt.
Skam er en af de mest ensomme følelser. Derfor er det paradoksalt, at skam er noget alle mennesker på tværs af alder, kultur og geografi deler. Skammen er et almenmenneskeligt vilkår, der i bedste fald kan fungere som et etisk kompas, men i værste fald, kan få et menneske til at tvivle på, at det er værd at elske. Skyld kan undskyldes, men hvordan UNDskammer man?
Med afsæt i Christian Hjortkjærs bog Skamfuld undersøger projektet, hvor meget og hvordan skam stadig fylder i samfundet. Før i tiden blev skamstøtter rejst som monumenter for at udskamme folk, men hvordan ser den moderne skamstøtte ud?
Eleverne arbejder i forløbet med skammens mange udtryk ved at pille en SKAMstøtte fra hinanden og undersøge den, inden de selv bygger en omvendt skamSTØTTE - og giver deres bud på, hvad der er modgiften til skam.
Skamstøtten består af en stor bunke “bygge-plader” med hver sin kilde om skam. Eleverne kan på tværs af pladerne følge danskfaglige spor via billedanalyse og uddrag af novelle- og romantekster, mens de kristendomsfagligt arbejder med Bibelens og kristendommens forståelse af skam, samt med synet på begrebet skam i andre religioner.