KLASSETRIN: 4.-6. klasse

FAG: Kristendomskundskab og natur/teknologi
PERIODE: Sept.- nov. 2025
OMFANG: 8-10 lektioner
AKTIVITETER/MATERIALER: Lærervejledning, hjemmeside, mulighed for at besøge udstillingen Produktionsdyr på Landbohøjskolen
TILMELDINGSFRIST: 18. august

Dyrebar eller bare dyr?

Er mennesket et dyr? Hvor dyrebart er dyrenes liv? Hvad er vores ansvar i forhold til dyrene? I dette forløb kommer eleverne til at arbejde undersøgende med etiske dilemmaer omkring menneskets forhold til og håndtering af husdyr ud fra naturvidenskabelige, religiøse og filosofiske perspektiver. I forløbet skal eleverne bl.a. arbejde med dyreetik og dyrevelfærd, ligesom de undersøger hvor­dan religiøse tekster og deres oversættelser kan præge synet på dyr.

Det er muligt at supplere forløbet med et besøg på udstillingen Produktionsdyr: Et galleri for det muliges kunst på De Veterinære Samlinger, KU FrederiksbergPå udstillingen vil eleverne komme i dialog med fagpersoner, som kommer fra dyrlægestudiet og forskningscenteret for bæredygtighed. Rejsen fra de nuggets som rækkes over disken på Mac’en får nye perspektiver, når eleverne dufter til, rører ved og lytter til nogle af de genstande, som er en naturlig del af landmandens arbejde med sit dyrehold. 

Bemærk der er et begrænset antal pladser til besøg på udstillingen Produktionsdyr, først til mølle!

KLASSETRIN: 5.-6. klasse

FAG: Kristendomskundskab, dansk og håndværk og design
PERIODE: Feb. og skoleåret ud
OMFANG: 8 + 6-12 lektioner i HDS
AKTIVITETER/MATERIALER: Lærervejledning, værket LeksikÅND, hjemmeside, materialekit til HDS (enten træ, metal eller tekstil), workshopdage uge 10, 11, 12
TILMELDINGSFRIST: 18. august

Hånd & Ånd

Hvad er det fineste? Håndens praktiske eller hjernens teoretiske arbejde? Ingen af dem, hvis man spørger N.F.S Grundtvig. Begge dele er lige fine – og i øvrigt uadskillelige.

I de her år genopdager mange vigtigheden og glæden ved håndens arbejde. Men den glæde kommer selvfølgelig ikke af sig selv. For at blive optaget af et håndværk, skal man lære det at kende og mestre det. I håndværk og design fordyber eleverne sig i et håndværk, når de skal skabe hænder med deres hænder i forskellige materialer - træ, metal eller tekstil - med ønsket om, at de må få en begyndende glæde ved et håndværk.

Forbindelsen mellem hånd og ånd var afgørende for teologen N.F.S. Grundtvig, og i kristendomskundskab introduceres eleverne for hans tanker om krop, hånd og ånd i en lille film. De arbejder også med den bibelske skabelsesberetning og dens betydning for Grundtvig.   
I dansk arbejder eleverne med opslagsværket “LeksikÅND over ord med HÅND” af forfatter Mette Hegnhøj og illustrator Klara Espersen, som er udviklet til projektet. Eleverne skal bl.a. have fokus på, hvad et leksikon er og på forfatterens håndværk. Hvilke virkemidler har forfatteren i sin værktøjskasse? Og hvilke værktøjer bruger eleverne?

Som afslutning udstiller eleverne deres værker og reflekterer over deres egne erfaringer med (H)ÅNDens arbejde.  
 

KLASSETRIN: 4.-6. klasse

FAG: Kristendomskundskab
PERIODE: Feb.-juni 2026
OMFANG: 8-10 lektioner
AKTIVITETER/MATERIALER: Hjemmeside med kort over labyrinter, kirkebesøg, elevhæfter, lærervejledning, materialekit
TILMELDINGSFRIST: 18. august

Labyrinter

Skilleveje, blindgyder og den røde tråd. Hvad gør det ved kroppen, tempoet og åndedrættet, når der kun er én vej frem? – og hvad gør det ved hovedet, fantasien og orienteringsevnen, når der hele tiden skal vælges retning?

Labyrinter har fascineret og spillet en rolle i menneskers liv og tro siden oldtiden. Formålet med dette projekt er at gøre eleverne fortrolige med labyrinter fra forskellige tider, steder, kulturer og religioner ved at lade dem møde labyrintens rum i myter og fortællinger fra oldtiden, den græske mytologi og i kristendommen både før og nu.
 
Igennem konkret labyrintvandring, samtale og refleksion får eleverne en kropslig erfaring og forståelse af labyrinten som et billede på menneskelivets veje og vildveje 
– og dermed nysgerrighed på de udfordringer livet byder på.

Til projektet hører et kirkebesøg, hvor eleverne undersøger det at finde vej i livets labyrint. 

KLASSETRIN: 4.-6. klasse

FAG: Kristendomskundskab
PERIODE: Skoleår 25-26
OMFANG: 2 timer + transport
AKTIVITETER/MATERIALER: Besøg oplevelsescenter Bibliarium
TILMELDINGSFRIST: 18. august
BEGRÆNSET ANTAL PLADSER: Ti klasser får mulighed for at besøge Bibliarium - først til mølle!

 

Besøg oplevelsescentret Bibliarium

I foråret 2025 åbnede oplevelsescenteret Bibliarium tæt på Nørreport station i København. Oplevelsescentret er opbygget som en stor labyrint og inviterer eleverne til at gå på opdagelse i bibelens fortællinger. Gennem lyd, film, dialog, drama og interaktive storyboards præsenteres eleverne for eksistentielle spørgsmål og undersøger hvordan de gamle fortællinger berører genkendelige konflikter og dilemmaer. Hvad var der fx sket hvis Adam og Eva ikke havde spist af kundskabens træ og på hvilken måde kan den uretfærdighed, som den ene bror oplever i ”Den fortabte søn” overføres til elevernes egne livserfaringer. 

Besøget skydes i gang med en fotoprojektion på kirkens hvælvinger, hvorefter eleverne i mindre grupper skal finde vej til de bibelske fortællinger, som gemmer sig i et labyrintisk formidlingsunivers.

Kristendomsfagligt skal eleverne arbejde med at lære de bibelske fortællinger at kende og blive opmærksomme på, hvilke temaer der ligger i fortællingerne og diskutere deres relevans i dag.

Bemærk der udbydes 10 gratis besøg og det er først til mølle.