Folkekirkens Skoletjeneste
Gladsaxe ·  Herlev

I N D S K O L I N G S F O R L Ø B

 


LØGNER!
- Om løgnhalse og snydepelse

KLASSETRIN
1.-3. kl. 

FAG
Kristendomskundskab · Billedkunst

PERIODE
Februar og skoleåret ud

OMFANG
10-12 lektioner

MATERIALER
Lærervejledning · Hjemmeside · Elevhæfte · Lang næse 

TILMELDINGSFRIST
20. august


Kan en løgn både være forkert — og fuld af gode grunde? Og hvad sker der, når en pingvin begynder at pynte lidt rigeligt på sandheden?

I forløbet  LØGNER! - om løgnhalse og snydepelse inviteres eleverne ind i løgnens finurlige univers. Udgangspunktet er Carl Quist-Møllers nyskrevne fortælling Den løgnagtige pingvin, hvor pingvinen Birgit kommer på glatis, fordi hun lyver igen og igen — for at skaffe sig føde, af frygt og fordi en god historie vokser, når den får lidt krydderi. Eleverne opdager hurtigt, at løgne ikke kun har én form eller farve.

Forløbet foldes videre ud gennem to stærke bibelske fortællinger: Peters fornægtelse, hvor frygten får Peter til at lyve tre gange, og fortællingen om Jakob og Esau, hvor løgnen bliver en genvej til arv og fordel. Her møder eleverne løgnen som både skjold, overlevelsesstrategi og menneskeligt dilemma.

Gennem leg, bevægelse og sanselige aktiviteter træder eleverne ind i fortællingerne med krop og nysgerrighed. Med greb fra filosofi med børn undersøger de, hvornår en løgn bryder tillid, og hvornår den kan beskytte eller gøre gavn. Eleverne afprøver forskellige situationer, sætter ord på deres valg og lytter til hinandens perspektiver.

Målet er ikke at afsløre og fordømme løgnerne — men at forstå dem. Børn tænker ofte i sort og hvidt. Forløbet LØGNER! åbner for nuancerne og giver eleverne mulighed for at opdage, at løgnen også hører til det at være menneske. Nogle gange lyver vi for at beskytte os selv. Nogle gange for at skåne andre. Og ja — nogle gange fordi fantasien løber af med os.

Som afrunding inviterer Carl Quist-Møller eleverne med ind i sit tegneværksted gennem en instruktionsfilm i børnehøjde. Her tegner de deres egne løgnhalse og snydepelse, som siden får liv i elevernes egne fortællinger. 

Et forløb med plads til grin og leg – som samtidig styrker klassefællesskabet. 

· TEATER MED CARL QUIST-MØLLER ·
· APRIL 2027 ·
 


JULEVANDRING


Traditionen tro inviteres elever i 1.-3. kl. klasse til julevandring i den lokale kirke. På vandringen bliver de skrevet i mandtal hos Kejser Augustus og klædt ud som engle i luften og hyrder på marken. Gennem sang, kunstbilleder og dramatisering stifter eleverne bekendtskab med julens fortælling og får viden om, hvorfor kristne fejrer jul.  

KLASSETRIN
1.-3. kl. 

FAG
Kristendomskundskab 

PERIODE
November og december

OMFANG
3-5 lektioner

MATERIALER
Lærervejledning · Kirkebesøg

TILMELDINGSFRIST
20 august


TRYLLEBLIK


Trylleblik er en billedbog om en pige på flugt med sin familie. Familiens flugt er fuld af farer, men pigens bedstemor har lært hende at bruge et trylleblik, som hjælper pigen til at bruge sin fantasi i vanskelige situationer.

I arbejdet med bogen skal eleverne eksempelvis ændre bogens handling gennem den danskfaglige øvelse Flip-Flap. Hermed får eleverne mulighed for at digte med og skabe ændringer de steder, de undrer sig over.

Gennem to bibelske fortællinger om flugt får eleverne indsigt i, at flugt er og har været et vilkår for mennesker gennem alle tider. De bibelske fortællinger, som eleverne skal arbejde med, er israelitternes flugt fra Egypten i Det Gamle Testamente og Josef og Marias flugt med Jesusbarnet til Egypten i Det Nye Testamente.

Forløbet afsluttes med et kreativt produkt, hvor eleverne skal skabe et hjem til familierne fra fortællingerne som de har arbejdet med.
 

KLASSETRIN
1.-3. kl.

FAG
Dansk og kristendomskundskab

PERIODE
September og skoleåret ud

OMFANG
5-7 lektioner

MATERIALER
Lærervejledning · Billedbog · Skabelon til huse 

TILMELDINGSFRIST
20. august


KAMEL, KANEL OG ANDRE KRYDDERIER I JULENS FORTÆLLING


Kom tættere på julens fortælling og dyk ned i en legende og lærerig undersøgelse af juleevangeliet og dets ’”krydderier”. 

Gennem billedkort, julesalmer og stjerneløb går eleverne på opdagelse i fortællingen om Jesus’ fødsel og får styr på både traditioner, bibelsk tekst og kanel, kamel og andre krydderier.

Fortællingen om Jesusbarnet, æslet, oksen, stalden, hyrderne, englene, stjernen, Maria og Josef danner baggrund for den kristne højtid Jul. Men hvad står der egentlig i juleevangeliet og hvor kommer æslet, oksen og krofatteren fra, hvis de ikke står i den oprindelige fortælling?

Der står fx ikke i juleevangeliet, at Maria rider på et æsel, at de banker på flere steder, at stalden er fuld af dyr, eller at der kommer tre hellige konger. Det er tomme pladser i fortællingen, som Bibelens læsere gennem tiden har udfyldt ved at meddigte og tilføje krydderi for at gøre historien mere levende.

Forløbet afsluttes med et opsamlende stjerneløb, hvor eleverne skal finde forsvundne ord fra julesalmen og på de forskellige poster bl.a. møder en duftstation med røgelse og pebermynte, en puslespilsamling og en lydstation med æslet og Maria.

KLASSETRIN
1.-3. kl.

FAG
Kristendomskundskab

PERIODE
November og december

OMFANG
6 lektioner

MATERIALER
Lærervejledning · Hjemmeside · Stjerneløb

TILMELDINGSFRIST
20. august


Folkekirkens Skoletjeneste
Gladsaxe ·  Herlev

Undervisningsforløb om kristendom, kultur og eksistens til grundskolerne og gymnasier i Gladsaxe-Herlev Provsti — på skolens præmisser.

KONTAKT

Folkekirkens Skoletjeneste
i Gladsaxe-Herlev
Højsletten 25, 2730 Herlev

lwk@lnf.dk
stijer@lnfs.dk

27 24 82 45
27 21 97 67

GENVEJE


© 2026 Folkekirkens Skoletjeneste i Gladsaxe-Herlev

Helsingør Stift